
Fionia Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark
FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark er Triatlon Danmarks nye danske langdistancestævne. Med Fyn som omdrejningspunkt og en rute fra Nyborg til Odense skaber stævnet en samlet langdistanceoplevelse, hvor sport, geografi og fællesskab bindes sammen i én sammenhængende fortælling.
FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark
Nyborg → Odense | Søndag den 5. september 2027
FIONIA Long DIstance Triathlon powered by Sparekassen Danmark afvikles på den klassiske fulde distance:
- 3,8 km svømning
- 180 km cykling
- 42,2 km løb
Derudover tilbydes mulighed for deltagelse som stafethold.
Et dansk langdistancestævne og dansk mesterskab
FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark er udviklet som en mulighed for danske triatleter, der ønsker at gennemføre en fuld distance i trygge og velorganiserede rammer. I takt med at internationale langdistancestævner ofte bliver udsolgt tidligt, er FIONIA Triatlon Danmarks svar på behovet for endnu et dansk stævne af høj kvalitet.
Stævnet afvikles som åbent dansk mesterskab for Age-Group-triatleter på langdistance.
FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark er baseret på et tæt samarbejde mellem Triatlon Danmark, lokale klubber og øvrige samarbejdspartnere.
Ruten – på tværs af Fyn
Ruten fra Nyborg til Odense er en central del af FIONIA-konceptet. Bevægelsen fra øst mod vest skaber både en fysisk og symbolsk fortælling om at krydse Fyn og samle øen i én fælles stævneoplevelse.
Stævnet planlægges med respekt for lokalsamfund, trafikale forhold og omgivelser og gennemføres i tæt dialog med relevante myndigheder og aktører langs ruten.
Svømmestarten foregår som strandstart ud for Nyborg. De 3,8 km svømmes forbi hotellerne Sinatur Hotel Storebælt, Nyborg Strand og Hesselet, hvorefter ruten går retur til skiftezonen ved Sinatur Hotel Storebælt.
Cykeldelen går fra Nyborg til Odense gennem det fynske landskab. Der køres fra skiftezonen ud på en rundstrækning på cirka 50 km, som gennemkøres to gange. På tredje omgang tages afkørsel mod Odense. Undervejs vil der være flere depoter.
Skiftezonen i Odense er placeret ved atletikstadion. Herfra løbes fem runder á cirka 8 km på en varieret rute gennem og omkring byen. Der vil være depoter og eventzoner langs ruten, og deltagerne passerer målområdet fire gange, inden der løbes i mål på atletikstadion som afslutning på den femte omgang. Det giver gode muligheder for publikum, familie og venner for at følge og støtte deltagerne.
Åbent dansk mesterskab
For Age-Group-atleter afvikles FIONIA Long Distance Triathlon powered by Sparekassen Danmark som åbent dansk mesterskab, hvilket giver mulighed for at konkurrere om nationale mesterskabsmedaljer.
Stævnet er desuden åbent for internationale deltagere, som søger et velorganiseret langdistancestævne i sikre og overskuelige rammer.
Format
Distancer
3,8 km
180 km
42,2
